I dag havde jeg den fornøjelse at møde hele to folketingspolitikere – Socialdemokraternes sundhedsordfører Lea Wermelin og medlem af sundhedsudvalget Rasmus Horn Langhoff – da de kiggede forbi her i Aabenraa.
Det blev til en inspirerende snak om den nye sundhedsreform, som med de kommende lokale sundhedsråd i spidsen skal styrke det nære sundhedsvæsen og ikke mindst det tværsektorielle samarbejde. Lige det, jeg kæmper for.
Sundhedsvæsenet skal tættere på borgerne, og der skal sættes fokus på optimering af sektorovergangene, så patienter og pårørende ikke mærker, om det er den ene eller den anden del af sundhedssystemet, der hjælper dem.
Det kunne vi godt blive enige om. Det samme gjaldt sundhedsreformens fokus på ligestilling af somatisk og psykiatri, når de to fusioneres til årsskiftet.
Vi fik også drøftet, hvordan sundhedspolitiske tiltag kan skabe udfordringer, når de bliver gennemført i praksis. Her kunne jeg bidrage med nyttig viden og erfaring, hvilket endnu en gang bestyrker mig i, at jeg som sundhedsfaglig kan være et aktiv for det kommende regionsråd og ikke mindst for det nye Sundhedsråd Sønderjylland.
Tak til Socialdemokraterne i Aabenraa for invitationen, og tak til alle deltagere for en givtig debat.





0 kommentarer